Nyheder:

Tip!Medlemslisten kan du søge efter brugere, ud fra navn, antal ildere osv.

Hovedmenu

6 December

Startet af AlisVolatPropiis, 6. December 2010, kl. 14:10

AlisVolatPropiis

Pigen var tidligt oppe den morgen, hun tog posen fra under vasken -den der altid lugtede så godt, men som man aldrig måtte lege med, og gik ud, da hun kom ind igen var hun dækket af det sjoveste hvide noget, ilderne snusede, men det var koldt mod snuden, og lugtede sært af vand, som det også blev til. De blev skiftevis forskrækkede og faldt grinende om af hinanden. Selv Cosmo var med i spas'en, Aisha stod dog lidt derfra med et stort smil af deres dumheder. Pigen grinede og forsvandt pludseligt, hun skrumlede og skramlede, og døren gik. Ilderne undrede sig. Hun kom kort efter, pakkede dem i en kasse...en kold vind ramte dem da de kom udenfor, og de stod alle med store øjne ved transportkassens gitter og gloede....verdenen var dækket af en hvid dyne, det måtte være trylleri! Og der...midt i gården, midt i København og aller-særest -midt i alt det hvide, stod deres løbegård!
Puha det var koldt for fusserne, men sjovt og de hoppede sprang og grinede. Aisha syntes dog hurtigt det blev for køligt og kravlede op til Pigen. Men de unge ildere og Cosmo morede sig i en god tid før også de syntes det var lidt for koldt.
Da de kom ind var de alle våde og kolde, og Pigen skyndte sig at tørre dem godt af -at blive nulret helt igennem af et håndklæde det er god ilderhygge, og da de et par minutter senere alle lå godt, varmt og trygt på et tæppe sammen med pigen og blev nusset på skift, blev de alle enige om at de altså havde det ret godt.

Thlayli spejdede lidt efter Bold, men var alligevel lidt for træt, og lå for godt til at forfølge tanken yderligere.
Nå unger -Aisha strakte sig og vaskede sin pels. -Skal vi tage en historie mere? De nikkede så energisk som de kunne, de var begyndt at sætte stor pris på Aishas historier og den ro og rutine det skabte i deres hverdag.
Nå men altså i dag handler historien ikke om en ilder, men et menneske der hed Dolon. Og så fortsatte hun på en meget mærkelig måde...
"Men i det Troiske Folk var en Mand, hvem Dolon man kaldte,
Søn af Herolden Eumedes, heel rig paa Guld og paa Kobber.
Grim af Ansigt og Skabning han var, men skrap til at løbe,
Faderens eneste Søn blandt fem sambyrdige Søstre"

-Alle ilderne kiggede sært på hinanden, men Thlayli der altid havde elsket dystre digte -han skrev endda selv nogle engang imellem, slikkede sig frydefuldt på poten og lagde sig godt til rette.
Aisha forklarede, Dolon var den eneste søn blandt et kuld på 6. og han var en grim menneskehvalp.
Men han var modig, og han meldte sig til at spionere på dem de var i krig med Archaierne.
-"hvorfor skal vi høre om et menneske?!" Melpomene så forarget ud.
Fordi, svarede Aisha, dette menneske også er en del af ildernes historie, nu skal du høre...de skulle altså spionere på Archaierne...Hector den Troiske leder. -han var faktisk prins lovede;

"høit løftede Hektor sin Stav, og gav ham sit Eedsord:
Heres Gemal, Høittordneren Zeus, skal være mit Vidne,
Ei nogen Anden af Troernes Mænd skal age paa Karmen,
Dig tilsiger jeg høit denne Gammen og Fryd for bestandig.
Saa han talte, dog falsk han svoer, men fristede Dolon.
Først paa Skuldren med Iil han kastede Buen den krumme,
Derpaa det graalige Skind af en Ulv om Ryggen han svøbte,
atte paa Hoved en Ilderskinds Hjelm, og greb saa sin Landse,
Ilte fra Leiren saa bort til Skibene; aldrig igjen dog
Skulde han komme fra Skibene hjem med Melding til Hektor"

Spero, Cosmo og Melpomene skar ansigt, men Thlayli forklarede; Hektor lover Dolon stor ære, men han lyver, og Dolon tager sin krigsuniform på, som består af ulveskinds kappe og en hjelm lavet af ilderpels, han tager sine våben med, men han kommer aldrig tilbage...
Aisha nikkede...Dolon troede sikkert at han ved at iklæde sig stolte og modige dyr, kunne overføre deres livskraft og egenskaber til sig selv, det gjorde de tit i gamle dage. Men han bliver desværre fanget af en der hedder Diomedes, og han får hugget sit hoved af...
-Ungerne kiggede lidt sært på hinanden, på den ene side forstod de sagtens, og måske meget bedre end mennesker, det der med at dræbe, men det forekom dem lidt ubehageligt alligevel. Og så var der lige den del med at de altså heller ikke gik rundt med døde mus på hovedet, faktisk lagde ildere ret stor ære i ikke at lege med maden, som de der latterlige katte gjorde. På den anden side var det også lidt ærefuldt at ildere var seje for Dolon...
-Hvad skete der med ilderhatten? Spurgte Cosmo forsigtigt...Jamen Diomedes tog den, og ofrede den til deres krigsgudinde, som faktisk gav dem ret meget held i krig...så det må have været en rigtig god gave, som hun blev rigtig glad for.
Aisha sukkede lidt, ja det var måske ikke den bedste historie, men den er skrevet af en mand der hed Homer, og jeg syntes det var vigtigt at i fik at vide at ilderne også har en plads i nogle vigtige menneskehistorier.
Alle ilderne var ret eftertænksomme efter denne historie, men de puttede sig ind til Pigen, der heldigvis elskede deres pels, på dem, og kun tog dem på hovedet når de fjollede sammen, og grinede.