Nyheder:

Tip! Du kan linke til en anden bruger ved at skrive

[user]Brugernavn[/user]

Hovedmenu

10. December

Startet af AlisVolatPropiis, 10. December 2010, kl. 17:59

AlisVolatPropiis

Thlayli vågnede, alle sov, og Pigen var faldet i søvn på gulvet med dem, hun havde lagt Spero ved siden af ham, han havde såret sin bror, og havde dårlig samvittighed, selv i søvne lå Spero og hulkede, åh altså, Spero var sådan en følsom ilder, pokkers.
Han puffede forsigtigt til Spero og puttede sig ind til ham, Spero der efterhånden var brudt grædende sammen så mange gange de sidste dage, gjorde det igen, mens Thlayli sukkede stille og poteklappede sin bror på ryggen mens han holdt om ham. "Undskyld jeg kaldte dig en pels, jeg blev bare så sur over du prøvede at hugge Bold, du er min bedste ven!"....Spero snøftede, "Du er også min bedste ven, og jeg ville bare gøre dig glad men du er altid sammen med Bold siden du fik ham"

Thlayli slikkede sin bror i nakken, og de lå bare stille og nød tætheden og deres venskab, på en måde som menneskerne måske ville finde en smule for intim for to hanner, men i ilderverdenen er det ganske normalt for to af samme køn at ligge tæt sammen og vaske hinanden.
"Hvor er Bold egentlig?" Spero rejste sig og spejdede. "Jeg ved det ikke" Thlayli som også havde rejst sig kiggede sorgmodigt ned i gulvet. "Vi leder!" Spero sprang op, og Thlayli sprang med...men da de havde ledt over alt, under møbler, bag tæpper, endda under de andre ildere, og til allersidst under den sovende Pige -som var blevet en smule fornærmet over en brat opvågning af to overenergiske ildere der gravede for at komme under hende -og var gået ind i sin seng, med en tvær bemærkning om at de vidst havde det bedre, var resultatet stadig det samme....Bold var VÆK!

Resten af flokken, der alligevel var blevet vækket, kastede sig også ud i eftersøgningen, og Spero der havde en evne til altid at komme op steder ingen andre kunne -stod på det store spisebord og kommanderede lige vel lidt meget med de andre -i hvert fald i Melpomenes mening.
Udmattede efter en lang dag, kun afbrudt af Pigens latterlige insisteren på at smøre creme i øjnene på Spero og Thlayli, samt give dem sært smagende olie, faldt ilderne en smule modløse sammen. Især Thlayli virkede ret opgivende, og mente trist at Bold måske slet ikke havde kunnet lide at være sammen med ham, og havde set sit første snit til at stikke af til sit naturlige sted, og det var jo godt nok, men Bold kunne da godt lige have sagt farvel...
Aisha var i syv sind, hun var glad for drengene endelig var venner igen, men ked af alle var så triste. Thlayli og Spero der havde lidt dårlig samvittighed over at gøre deres gamle bedstemor så forvirret og ked, kiggede på hinanden og spurgte så om Aisha ikke godt ville fortælle en historie? Sådan til at opmuntre dem alle?

Joeh, Aisha tænkte så det knagede... Nu skal i høre, engang i england, levede der en mand der hed Will, han var ikke fattig, men han var heller ikke rig, hans forfædre havde engang været rige, og haft en masse indflydelse i landet, ved hjælp af noget der hed politik, men desværre havde hans tip oldefar været en lidt for grådig mand, og kongen af England var blevet en smule sur på ham, og havde hugget hans hoved af, efter han havde siddet nogle måneder i et Tårn i en by der hedder London.

Nå men Wills familie var derefter ikke sådan rigtigt populære i det engelske hof, og var blevet forvist til deres lille herregård. Det gik ikke så skide godt...
Kongen havde dengang konfiskeret næsten hele deres formue, sådan går det åbenbart landsforrædere i England, og de kunne ikke rigtigt selv dyrke jorden og dermed tjene penge, de kunne næsten kun dyrke til dem selv, og den kirkeskat alle skulle betale. Måske det også kunne skyldes lidt at resten af Wills familie stadig anså sig selv som aristokrater, selvom de ikke længere havde andet end en enkelt gammel tjener og en kokkepige, der begge kun blev der fordi der ikke var andre steder at gå hen, og her fik de idet mindste en smule mad. Will derimod var dog ikke bange for at få beskidte hænder, og han pløjede, ståede og høstede selv små stykker af deres jord, samt passede dyr, og havde en fin køkkenhave.

En dag måtte Will til den nærmeste by, koen havde i år fået to fine kalve, og da de kunne klare sig med en ko, samt en til vinterslagtning, ville de beholde den nu store kviekalv, slagte tyrekalven, og sælge den ældre ko, med sig tog Will også nogle æg, et par kyllinger og en gammel ged som altid havde hadet Will og efter et par grove hornoverfald -var følelsen gensidig.
Byen, en lille havneby, var hyggelig og efter en dagsrejse, og med forårstørre og støvede veje, ville Will tage på byens kro, væske sin gane og få en god nats søvn før han tog på markedet og solgte sine dyr.
Der var landet et skib fra Tyskland, så kroen var ganske fyldt op, men Will var godt tilfreds med et noget billigere og alligevel blødt sengeleje i kroens stald -dengang sov menneskerne alligevel på halm i sengene. I stalden sov også nogle sømænd, lystige svende og Will morede sig herligt -de var alle ret tørstige, så de drak en del og det gjorde dem glade.
Dog drak en mørklødet fyr intet, han talte sjældent og ret sært, men Will fandt sympati for denne fremmede og undrede sig over hvorfor manden ikke spiste den gode flæsk med kartoffelmos som blev serveret, de andre sømænd virkede sultne og havde levet af kiks og rom -som sømænd nu gør, i den lange rejse over havet.

Faktisk var denne mand efterkommer af Abbas, hvis i kan huske ham? Og han hed Amir. Will spurgte stille Amir om maden ikke smagte ham, Amir rystede venligt på hovedet og sagde han ikke spiste svinekød, -meget mærkeligt. Men Will der var en venlig og god mand, tilbød Amir nogle æg og bad kromutter om at tilberede disse og komme med noget brød. Amir var meget taknemmelig, og i løbet af natten fik de snakket vidt og bredt.
Aisha kiggede op, lyden af en snorkende Cosmo (og Melpomene, der dog stædigt vedholdt at hun IKKE snorkede) samt to dybt sovende drenge, overbeviste hende om at historien nok hellere måtte fortsætte i morgen, hvis andre end hun selv  skulle få noget ud af den...