Nyheder:

Ingen spørgsmål er dumme, så bare spørg hvis du er i tvivl og husk endelig at fortælle lidt om dig selv, i Præsentationer :)

Hovedmenu

5 December

Startet af AlisVolatPropiis, 5. December 2010, kl. 22:09

AlisVolatPropiis

...lidt sent...sorry folkens :)

Aisha sov længe den morgen, hende og Cosmo havde sludret lidt den foregående aften. Og det var blevet ret sent.
Hun vågnede til et sært syn, Cosmo båttede grinende mens han kiggede på de unge ildere der hoppede og sprang akavet rundt, mens de prøvede at krydse deres ben og lave noget der tilnærmelsesvist måske var dans? Pigen sad måbende og gloede skiftevis på dem, og fjernsynet.
-"Hvad i al den vide verden har i gang i?" Aisha troede ikke sine egne øjne....
"Bedstemor -vi er steppeildere, se selv!" Melpomene pegede med en pote på fjernsynsskærmen, ligesom ham der Frede Allestær!  Cosmo trillede om på ryggen af grin og de unge så fornærmet på deres "onkel".

"UNGER!! for analprut da!" ungerne stoppede med det samme op, undtagen Spero, der altid havde tendens til at overdrive sin motorik meget, og generelt manglede lidt elegance, som faldt så lang han var. "Steppeildere ikke steppende ildere" Aisha sukkede...."og i øvrigt, så mener man jo ikke helt at os tamildere, er helt steppeildere...." Ungerne kiggede lidt flove på hinanden, men som det er for vane for ildere, skammede de sig ikke i ret lang tid.

Aisha samlede dem om sig...nu skal i høre...Nuba fik jo en flot kæreste med fra en anden Berberstamme og med ham fik hun sig selvfølgelig nogle hvalpe. Nogle tog romerne med sig, blandt andet en hanilder der hed Fernando.
Fernando blev brugt af de romerske soldater, og han var som sine forfædre god til at sikre soldaterne deres aftensmad. Soldater slås jo ikke hele tiden, og slet ikke i gamle dage, faktisk var der ret meget ventetid og sidden i lejre. Og i den tid skulle menneskerne jo også spise...
En dag i en lejr, i en skov i Frankrig, var Fernando lige vågnet, da hans soldat, Aloysius hed han, hev ham ud på en tidlig kaninjagt i skoven. Fernando var sgu ikke helt vågen, og det var hans soldat vidst heller ikke, for så havde de måske begge opdaget at det kaninhul Fernando blev proppet i, ikke helt var stort nok til at indeholde en kanin, og i øvrigt lugtede en smule sært.

Først godt nede i hule gangen stoppede Fernando søvnigt op, der lugtede altså forkert, og en pludselig voldsom lyd fik ham til at stivne totalt. "SKRID" hvislede en høj hvæsen!...Fernando var så uforberedt på at forstå den hvæsen, kaniner hvæsede ikke, de løb bare, mens de lavede en lyd som Fernando altid havde tolket som en konstant skrigen. "Hører du dårligt din grimrian?! Jeg sagde SKRID!" Fernando glippede med øjnene....
-Først da stemmen var lige foran ham blev hans syn godt nok i den mørke gang, et lille ansigt viste sig, fint, mørkere end hans eget, og kortere. Og hun var lille, men det var en ilder. Fernando havde aldrig før set så lille og fin en ilder før, og af hendes lyse stemme og det beslutsomme og bestemte blik han fik, og den fact at hun med små skarpe tænder tog fat i hans øre og bare hev ham afsted mens han skreg som en hvalp, fik ham overbevist om at hun var pige.

-Melpomene sendte drengene et overlegent blik. "der kan i se...piger bestemmer, drenge de vender....sig om og gør hvad pigen siger!!!" ...Thlayli og Spero skulle lige til at bryde ud i højlydte protester -dvs. kaste sig over hende. Da Aisha fortsatte..

Fernando blev hevet ned til hulens midte, og mærkede til sit øres lettelse at hun slap, mens hun så ham an, uden antydningen af nervøsitet over hans størrelse eller tilstedeværelse. "Sig mig? -er du døv eller bare en helt specielt slags dum?"....Fernando gav sig ikke tid til at svare, han vendte sig om og flygtede.
Desværre var hun hurtig, og endnu mere desværre havde Aloysius i mellemtiden sat et net op for enden af tunnelen, en ny metode til at fange kaninerne i flugten på, når man nu ikke havde hunde med. Så de tumlede begge ind i nettet og blev viklet tæt og uhjælpeligt godt sammen.
Hun skreg, hun skreg så overdøvende højt og skingert at det gik helt ind i hjernen på Fernando -og gjorde ondt! -og hun blev bare ved med at skrige, mens den snarrådige men også overraskede Aloysius skyndte sig at vikle dem begge ud og smide dem i Fernandos bur. Hun skreg hele vejen hjem, hele dagen indtil aftensmad, og mens menneskerne kom og gik, grinede og lykønskede Aloysius med denne lille sære skovilder. Så fandt Fernando ikke lige dagens fangst særligt positiv.

Han turde heller ikke kanøfle hende til stilhed, hans øre bar stadig en frisk smertefuld erindring om man nok ikke lagde sig ud mod den lille frøken. Men stille og roligt forsøgte han sig venligt og diplomatisk med "Gider du godt snart holde kæft din skrigeballon?!" -Hankøn, i alle arter, har aldrig rigtigt forstået hvornår og hvad det rigtige skal siges...Og denne bemærkning kom også til at koste Fernando et par skrammer eller ti, både på kroppen men også stoltheden.
De endte med at sidde gispende i hver deres side af buret, efter deres første slåskamp, mange kom til at følge, før den lille, endelig, efter et par måneder begyndte at tale.

Jeg slipper aldrig ud herfra, hun havde tårer i øjnene, og skønt Fernando var en smule træt af hende -for at sige det mildt, slog hans godmodige han-beskytter trang også over. Og han vaskede hende stille i nakken, mens han prøvede at forklare hende fordelene ved mennesker -med hår i munden. Klog som hun var, og adapterende som dyr nu er, faldt hun til ro og begyndte langsomt at acceptere både Fernando men også Aloysius, så meget at der næste forår faktisk var små rejer i buret, og fundamentet for en ny blandingsilder, født i fangenskab var lagt. Steppeilderen og den europæiske vildilder...