Hvad tænker en drægtig tæve på?

[Dark Crystal Ferret]

Det er bare en lille tanke jeg har gået og tænkt på de sidste par dage.

Hvor meget tænker en drægtig tæve på omkring at hun er gravid?
Ved hun at hun snart skal være mor og ved hun at hun snart vil føde og det kommer til at gøre ondt?
Og tænker også på.. nyder en tæve at være gravid og mærke de små sparke rundt inde i hende?
Eller er hun kun drævet af instinkter?

Hvad mener i? Hvor meget kan et dyr nyde at skulle blive mor og at være det?

[Starshineferrets]

Alltså, att föräka sig är för djur en naturlig instinkt. Deras liv går främst ut på att överleva samt sprida sina gener vidare (öka sin fitness). OM det så är deras egna gener eller en närbesläktad individ är bland många arter inte så noga. Det finns te.x koloni eller grupplevande arter där vissa honor frivilligt avstår från att få ungar för att istället kunna hjälpa te.x en syster med att få dennes ungar att överleva - just för att ändå på så vis sprida familjens arvsmassa vidare.

Det är ganska så vanligt att vi människor förmänskligar djur - Det kallas för antropomorphism. Jag tycker själv att det är ok till en viss gräns, så länge man är medveten om att djur inte är som människor och man bara gör det för skojsskull (te.x att kalla dem för sina bebisar, och att tillskriva dem vissa mänskliga egenskaper inom vissa gränser). Men ja, det finns tyvärr många fall där antropomorphism leder till betydligt försämrad välfärd hos djur.

Djur har sällan förmågan att tänka långsiktigt, vilket gör att jag inte tror att de "oroar" sig för en kommande förlossning så som vi människor gör. Saker de kan "fundera" på är hur de ska få mat till valparna, vart bästa trygga ställe att föda valparna på finns etc. Men nej, de är inte direkt medvetna om kommande eventuell smärta. De handlar mest efter sin naturliga instinkt.

Moderskap hos djur är inte att jämnställa med människor. Djur får ungar för att sprida sina gener och få linjen att överleva - inte för att de VILL eller älskar att bli mor som så

[Anne]

Nu skriver jeg om frygt for tiden, hvilket jo er noget helt andet (og så alligevel). Men menneskets hjerne adskiller sig fra dyrenes bl.a. ved at få kan tænke frem og tilbage (frygte noget abstarakt i fremtiden, f.eks. jordens undergang). Vi kan glæde os til at få et barn, fordi vi forstår hvad det indebærer og har nogle ønsker og drømme tilknyttet.

Et dyr kan selvfølgelig godt vide at det skal ud og gå hver eftermiddag, eller at dyrlægen betyder farlig osv (i de her tilfælde grundet solid erfaring), men det er jo ikke det samme som at de kan vide hvad det indebærer med hvalpe og være glade for det.

Tæven kan føle sig godt tilpas, og hun kan føle sig syg, det afgør vel om hun har det godt eller skidt med graviditeten, og om hun "nyder" det. Og når hun får hvalpene vil hun (forhåbentligt) instinktivt vide hvad hun skal gøre, og hun vil være "glad" for dem, i modsæting til det altarnativ hvor der ikke kommer hvalpe, og hun bliver frustreret fordi hun er indstillet på dem.

Lige indenfor det her felt synes jeg man skal passe lidt på med at tilskrive dem mange menneskelige følelser, for det er jo lige den slags der gør at folk i misforstået godhed lader tæven få hvalpe for hendes skyld, og det er det aldrig.

Gav det mening?

[Dark Crystal Ferret]

Jamen personligt er jeg faktisk enig med jer.
Jeg går heller ikke ind for man pålægger dyr for mange menneskelige eneskaber.
Dog er det er en ting mig og Robert diskuterer utroligt meget når vi snakker om det.
For jeg vil jo mene at selvom man siger et dyr er styret af instinkter, så har dyr også følelser.
Eks. har man jo set hunde der aldrig blev sig selv efter deres ejer døde. Nogle døde kort tid efter og man siger dette har været pga sorg.
Man ser dyreunger der står og "græder" når deres mor ligger livsløs ved siden af dem og pludselig er død, eller mødre med det omvendte med deres unger. Det ses ofte på tv i natur film.
Jeg har selv set mine 3 dyr (Fiona Krystal,Tjalfe og Felina) Sørge da Oliver døde. Og jeg vil altså stå fast på de sørgede, for de begyndte ikke at ville spise eller lege. Alle sammen på en gang. De sov hele tiden og de havde ikke noget humør tilbage.

Jeg tror både et dyr kan føle glæde, ked af det, smerte, sorg og lykke. Men ikke på samme plan som os...

Når man tænker på en gravid tæve/ eller et andet dyr. så giver jeg jer ret i det er et instinkt hun er drævet af. Både når hun går i løb, hvad vi jo ved sker omkring forår hvor det bliver mere og mere lyst. Og omkring fødslen osv. Men jeg vil også mene en mor til et kuld hvalpe elsker sine hvalpe, og hun nyder dem.
Jeg tro det er både en blandning af instinkter og følelser. Men ikke på samme måde som en menneske mor og et barn. Det kan slet ikke samlignes! Og det skal det heller ikke.

Jeg tro ikke en første gangs tæve ved hvad en fødsel er eller hvad det er der er ved at ske med hende. Men hun reagere på de instinkter hun kan mærke. Hvor imod jeg vil sige at en flere gange fødende tæve bedre ved hvad det er der er ved at ske. Lige så en tæve eller han der har prøvet at parre op flere gange. De ved hvad der skal til at ske, de er styret af deres instinkter men denne gang kan de også huske den sidste gang de gjorde det og derfor ikke lige så usikre på hvad de skal gøre.

Men jeg tror også mennesker har en tildens til at tilægge dyr flere evner end de i virkeligheden har. De ligner nu engang os meget på flere punkter, og derfor kan man komme ud i man ligestiller det med ens egne følelser.
Somme tider tager det overhånd for nogle personer(måske især i USA ser vi dette) Men i det små syndes jeg ikke det gør noget, man gør det. Hvis bare man har i baghovedet at meget af det er ens selv der giver dyret tildensen til at kunne det. Og ikke dyret selv der HAR disse evner/følelser.

Kan godt være det lød lidt rodet.. Men det er som sagt en ting mig og Robotten snakker meget om herhjemme, og ofte er rygende uenige om.

[KittAnderson]

Jeg tror simpelthen ikke på at dyr har følelser.
De ting de nævner kunne ligeså godt være instinkter der træder i kraft.
Hunde bliver kan som du siger 'sørge' - men jeg tror det udelukkende på pga deres leder er blevet 'væk'.
Selvfølgelig 'græder' dyreunder når deres mor er død, men det er jo ikke fordi de som sådan er kede a det. Men deres forsørger er jo væk fra dem.

Jeg tror under ingen omstændigheder at en DRÆGTIG tæve har følelser og tanker om fødslen og tiden efter.

[KariN]

Jeg ved at med katte, der får hunkatten først "moderfølelsen"/ Beskytterfølelsen når hun har født killingerne, med ildere ved jeg ikke hvordan det hænger sammen

[Barky]

Jeg vil blot lige indskyde at der også kan være forskel på hvordan vores tamme ildere oplever drægtighed... Nogen bliver mere "dovne" og inaktive, mens andre overhovedet ikke reagerer på en kæmpe vom... (og skal f.eks pilles ned af det 160 høje bur flere gange om dagen.. -.-' *host* maleika *host* )

[Anne]

Jeg er enig i at dyr nok til en vis grad har følsler, men jeg kan også se at jeg mener det på en helt anden måde end dig Maria.
Dyr kan føle glæde f.eks. det er jeg helt sikker på. Men der er bare det med ordet følelser, at når vi siger det, så tænker vi straks på vores egne følelser, og jeg er helt sikker på at det ikke er sådan dyr har det.

Vi kan jo ikke spørge dyr hvad de føler, kun måle deres hjerneaktivitet og studerede deres adfærd. Mange ting kan vi overføre til os selv, og det er nok også derfor vi engang imellem har så svært ved at forstå at det ikke bare er det samme.