Forfatter Emne: 9 December  (Læst 768 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline AlisVolatPropiis

  • Global Moderator
  • Veteran
  • ********
  • Indlæg: 3.852
  • Lokation: Nørrebro
  • Køn: Kvinde
9 December
« Dato: 9. December 2010, kl. 14:49 »
Da de endelig så Spero dagen efter, stille luskende hen til mad og vandskålen, var hans pels forpjusket, hans ansigt fugtigt -og som Melpomene så diskret udbrød ”Spero du er jo mere rødøjet end en albino!” Spero snøftede højt, kiggede langt og længselsfuldt hen mod Thlayli og Bolds hjørne og brød endnu engang i gråd og løb hen under sit tæppe i hjørnet.

Thlayli lå stadig næsten urørlig mens han mumlede, om det så var til Bold, eller ham selv, var uvist.

Cosmo ønskede Pigen var der, han hadede når nogen var kede af det, og nu virkede alle så triste. Han prøvede at hoppe lidt op og ned, som for at opfordre til leg, men ligesom når man er den eneste der klapper, stoppede han hurtigt igen og følte sig en smule flov.
Melpomene fik ondt af sin onkel, han var stor, ret klodset og nogle gange rigtig kedelig-og så talte han med en lille smule sær accent. Men han var altid den der gik ind mellem dem når de slåssede eller trøstede når man var ked. -Han var en elskende og elskelig ilder.
”Onkel Cossi?”...”Ja Puccaskattepigen?” ...Melpomene overvejede meget kort hvordan hun skulle sige det pænt ”-Hvorfor taler du grimmere end andre ildere?”
”-Jamen lille Pucca, jeg er jo tysk” Melpomene kiggede meget grundigt på Cosmo, hun prøvede endda lidt diskret at snuse til ham, men hun kunne godt nok ikke helt finde ud af hvordan Cosmo var anderledes.

De blev forstyrret af Pigen, som sagde deres favorit lyd -godbidslyden, men til hendes overraskelse kom hverken Spero eller Thlayli, hun tjekkede først Thlayli, skønt han var en smule sur over at skulle forlade bold, konstaterede hun at hans øjne havde løbet og han var, selv for ham, en smule apatisk. Hun prøvede at lokke med en godbid, -tørret and, hans favorit. Men Thlayli var for ked af det til at ænse den. Hun tjekkede Spero, hvis øjne efter hendes mening løb ekstremt og han virkede snottet. ”Lone, har du en tid ASAP?” -ilderne forstod aldrig rigtigt når pigen talte med sig selv -nogle gange grinede hun højt, andre gange græd hun, eller blev sur, eller glad. Det var lidt overdrevet emotionelt for samtaler med sig selv syntes ilderne. Måske havde det noget at gøre med hun talte ind i sådan en sær lille ting, men det var stadig en tand for sært.

Da hun pakkede både Thlayli og Spero i samme kasse, så de hvordan de begge krympede sig, og undgik at kigge på hinanden. Men Pigen opdagede det ikke og de var ude af døren hurtigt.
Spero brød hulkende sammen vel ude af døren, og Thlayli kneb i det skjulte en lille tåre. De var brødre, skønt ikke af blod, så af sind og selvom de var meget forskellige, så var de alligevel meget knyttede. Thlayli brød sig f.eks ikke om at være nogen steder uden Spero og Spero gjorde alt han kunne for at få opmærksomhed fra sin til tider tungsindige bror.
Det var dumt og koldt udenfor og drengene, for sårede til at putte sammen, frøs ekstremt. Bussen var slet ikke som den plejede, spændende med lugte og lyde, det hele var bare trist og dumt!
Hos dr dyrlone, som de egentlig godt kunne lide -havde hun blot ikke haft den åndsvage tendens til at prikke dem i nakken med AV! Glo i deres mund, og rense deres ører, var der varmere.

Den søde dyrlæge kiggede på dem, og konstaterede som Pigen også havde, at de var en smule apatiske. Det indkasserede dem to prik i nakken og en masse ragen, samt en klat grums i øjnene. Det var næsten mere end Spero kunne klare og da Pigen sendte ham et medfølende blik brød han sammen og kastede sig i hendes arme. Thlayli havde det på samme måde og klistrede sig til hende.
Vel hjemme igen var Bold VÆK?! Thlayli var fortvivlet, men Pigen gav ham ikke megen fred, de fik noget sært varmt noget væske, der efterlod deres tunge tør, men som varmede dejligt i maven, hun pylrede om dem og de fik olie, gærtabletter og alverdens gode bidder.
Thlayli ville gerne lede efter Bold, og hans øjne løb ret meget, men han var også udmattet efter de sidste dages frustration, og lod sig til sidst overvælde af trætheden og faldt i søvn på tæppet med pigen. Også Spero var udmattet, og hulkede sig selv i søvn.

I mellemtiden havde Cosmo fortalt Melpomene om hele sin lange rejse til Pigen, fra sit fødested et sted langt nede i Tyskland, og havde ærligt talt kedet hende en smule med en lang udlægning om hvor meget han elskede Pigen. Ikke fordi Melpomene ikke havde det på samme måde med Pigen. Men lange kærlighedserklæringer er de færreste ilderes største force.
Dog havde de fnist en del sammen over en tysker der hed Gerner, som i 1551 havde beskrevet en albino ilder -ved hans første møde med en, som havende ”samme farve som uld, dyppet i urin”
Pigen sad hele natten og kiggede bekymret på Spero og Thlayli, og Aisha mente klogt at de bare skulle gå i seng, drengene var jo bare uvenner og man måtte se hvad morgendagen ville bringe.